Borgere i Danmark med dansk stemmeret er i dag, stort set delt op i to grupper. Dem som arbejder og dem som ikke gør. Det er svært at drage politiske beslutninger, som tilgodeser begge parter. Fakta er dog, at i dagens Danmark udgør mere end halvdelen af befolkningen enten dem, som er ved at forlade arbejdsmarkedet (de ældre), de arbejdsløse og dem som aldrig har i tankerne, at komme retur til arbejdsmarkedet.
Vi må sande, at mere end halvdelen af Danmarks vælgere uhæmmet kan stemme sig til mere velfærd, uden at være med til at yde. De kan stemme sig til at nyde godt af de penge, som den arbejdende befolkning har bidraget med. Vi må sande, at mere end 750.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, er på bistand – orlovsydelser, kontanthjælp og dagpenge.
Det er da nemt at råbe højt og sige at vi skal have mere velfærd, at topskatten skal topskattes igen og igen og giv mig mere og ja mere af det på hylde 2 og 3, ham bag mig i køen betaler, hils og sig tak! (Ja, tak er kun et fattigt ord!).
Læs også: Danmark skal have en plan, uden planer ingen fremtid.
Tænker vi lidt fremtid, så bliver udfordringen desværre kun større. Der er mange flere der forlader arbejdsmarked, end der træder til. Det gør, at de danske vælgere jo er billigt til salg. Den del af befolkningen, som er uden for arbejdsmarkedet vokser. Det vil sige at den på nuværende tidspunkt er langt over de 50 %, og nok snarere 70 %, hvilket gør, at vi som danskere bliver mere og mere delt.
De partier der tilgodeser gruppen udenfor arbejdsmarkedet, bliver selvskrevne til, at lede landet i form af en statsminister post. Glem nu ikke hvem der betaler regningen når hospitalerne, ældreplejen osv. Sender regningen…
Vi er hurtigt på vej mod et adskilt samfund, der bliver domineret af skattenydere, der holder skatteyderne som økonomiske gidsler. Skattenyderne vil altid være de fleste og bestemmer, hvem der skal være statsminister i Danmark
Vi skal og må ikke dumme os. Danmark skal have en plan. Hjælp dem som tjener penge til Danmark med at tjene flere, så der bliver flere penge til resten af Danmark. Vi skal ikke bruge penge på dumme ting som blandt andet slogans til smilets by, som engelske reklamebureauer tjener millioner af kroner på, ja millioner af kroner som aldrig kommer i dan danske statskasse igen Der skal simpelthen være kloge og kyndige mennesker til at tage kloge og kyndige beslutninger for Aarhus. Danish for progress, and 1 million less to …. Behøver jeg at sige mere?
| For lige at runde af, har jeg omskrevet nedenstående gode historie (skattesystemet stinker) God fornøjelse.
|
 |
| Engang om mdr.. mødes en gruppe gamle skole kammerater og tager på restaurant sammen for at spise. De er 10 kammerater i alt og de spiser tilsammen for i 1.000 kr. ved hvert restaurant besøg. Gruppen beslutter, at de vil dele regningen i samme dur som det danske skattesystem.De fire første i gruppen som også er de fattigste, da de ingen arbejde har, skal derfor ikke betale noget, den 5. (avisudeler) betaler 10 kr. – den 6. (lagerarbejder) betaler 30 kr. – den 7. (håndværker) betaler 70 kroner – den 8.(funktionær) betaler 120 kr. – den 9. (dagligleder) betaler 180 kroner – og den 10. (iværksætteren) betaler 590 kr. (iværksætteren som har startet 3 virksomheder og har succes med det og som er den rigeste af de 10.).De mødes fast 1 gang om mdr.. og har gjort dette i 4 år.
Alle er glade for deres interne aftale, da alle har råd til det samme og ingen må nøjes med kun vand og brød. Efter 4 år kommer restauratøren og stiller sig ved bordenden og siger “TAK fordi I trofast har brugt min restaurant i godt 4 år. Dette vil jeg godt belønne jer for ved at give jer rabat. »Eftersom I er så gode kunder,« siger han, »giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En middag for ti personer vil fremover koste jer 800 kroner. De 10 skolekammerater vil stadig holde deres interne skattesystem i hævd, og dele regningen på samme måde som altid. Så de første fire bliver stadig ikke påvirket: De skal stadig ikke betale. Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive: De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise. hmm Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver persons regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale. Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590. Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis. Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet. De står uden får restauranten. »Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.« »Præcis,« siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!« »Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!« »Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige.« Uden for restauranten står de 10 kammerater og skændes og mundhukkes. De skilles som uvenner og går hvert til sit, nogle mere sure end andre, nogle mere såret end andre, nogle mere skuffet end andre. En mdr.. efter mødes gruppen igen, med undtagelse af den ene, han var ikke i stand til at komme sig over skuffelsen, og havde meddelt gruppen, at han ikke længere ønskede at deltage i kammeratskabet mere. Nå men de 9 kammerater ville ikke lade denne ene ødelægge det for de resterende i gruppen. Kammeraterne sætter sig til bordet og spiser. Da regningen kom, opdager de noget…. Der mangler 520 kroner…. Denne artikel er skrevet af Michael Munkholt |